Fra forsiden af Nature vol. 491, nr. 7424

I sidste uge blev verden beriget med hele tre publikationer om grisegenomer. Én i Nature, én i PNAS og en i Gigascience. Helt urelateret befandt jeg mig til et SHARE symposium, som handlede om grise – og så også lidt andre dyr. Nærmere bestemt “next-generation” dyremodeller. Og der blev skam også talt om grise. Især den såkaldte minigris flittigt bliver anvendt i medicinsk forskning. Men hvor vi i dag i dyremodeller kan fjerne og udskifte gener, som vi er interesseret i at kende funktionen af, handler fremtiden om at gøre dyrene endnu mere menneskelige. Derfor undrede et par af overskrifterne i programmet mig også lidt…

Giraffer og østers som dyremodeller?

Ja, da jeg skimmede listen af foredrag omkring nye dyremodeller måtte jeg lige stoppe op. Stod der lige giraf? Ja, det gjorde der sørme. Ikke lige det første dyr, man tænker på, når man tænker på dyremodeller. For det første er det et ret højt dyr som lever på savannen i Afrika, right? Men netop højden var baggrunden for de studier, som Mads Bertelsen fortalte om på mødet. Giraffens højde gør at den har et enorm højt blodtryk, og dette gør den til en mulig model for forskning i forhøjet blodtryk. Men man har faktisk længe haft svært ved at forstå, hvordan giraffen f.eks. er i stand til at bukke sig ned uden at hovedet eksploderer pga. det høje tryk og i øvrigt kan rejse sig op igen uden at besvime. Men efter at have undersøgt 24 bedøvede giraffer (alle hanner da de tilsyneladende er et overskudsprodukt i den sydafrikanske jagtindustri), hvis hoveder man sænkede og hævede imens man målte blodtryk og ultralydsscannede blodkar, lærte man, at der åbenbart sker en ophobning af blod i halsvenerne når hovedet sænkes. Det medfører at mindre blod flyder tilbage til hjertet og resulterer i et mindre blodtryk. Det er jo altid rart at lære mere om giraffer, men hvordan denne viden skal kunne bruges nærmere i medicinsk forskning, har jeg lidt svært ved at se.

Endnu et lidt pudsigt dyr på listen var østers. Jeg ved stort set intet om østers udover at de smager dejligt med en klat ketchup og lidt peberrod. Men de har også været i forskernes søgelys siden det for næsten 100 år siden blev vist, at man på østers ligesom på os mennesker kan måle et elektrokardiogram – altså et billede af den elektriske impuls som ledes gennem hjertemusklen og får den til at trække sig sammen. Østers var altså en oplagt kandidat til model for menneskets hjerte. Den kan måske bruges til at teste effekten af ny hjertemedicin!

Well, det kunne have været interessant. Men Adrian Harrison som har nærstuderet østers i Portugal har måtte konkludere at de snart 100-gamle år resultater ikke holder vand. Hverken i intakte, fremlagte eller isolerede østershjerter har han kunne måle et rigtigt EKG. Han mener, at der var tale om et artefakt – altså ikke et egentlig biologisk fænomen. Så endnu en dyremodel som ikke rigtig kan bruges.

Mus med menneskelever

Giraffer og østers er måske også lidt for fjerne slægtning til os mennesker. I stedet kommer fremtiden nok til at  handle om humaniserede dyr. Hongkui Deng fra Peking University fortalte om sit arbejde med dyr som er designet således at de netop opfører sig som mennesker på ét bestemt niveau. Det kan f.eks. være en mus som har fået indtransplanteret menneskelige leverceller og således mere præcist vil reflektere et menneskes lever. Sådanne mus har man hidligt lavet vha. levervæv fra organdonorer, men de vokser jo som bekendt ikke på træerne og variationen mellem forskellige menneskers leverenzymer er stor.

Så i stedet vil man nu bruge stamceller til transplantation. Disse kan under de rigtige omstændigheder programmeres til at opføre sig som f.eks. levercelle. Og i modsætning til rigtige leverceller kan man lave uendeligt mange af disse fra f.eks. inducerede pluripotente stamceller (iPSC – se indlæg om årets Nobelpris i medicin). Meningen er så, at man fremover vil kunne producere mus, som indeholder ikke bare én men flere humane celle- eller endda vævstyper. Således kan man forestille sig en mus med et menneskeligt immunforsvar og en menneskelig lever, som kan bruges i forskning inden for infektioner, som rammer leveren (f.eks. hepatitis og malaria).

En humaniseret supergris

Mus er ikke perfekte modeller. De er temmelig små. Så for Deng og kolleger bliver næste skridt nok også at lave en supergris. Resultaterne fra genomartiklerne viser, at mange medicinsk relevante gener og proteiner er ens hos mennesker og grise. Altså er grisen et oplagt dyr at anvende som model. Men det er bestemt ikke alle gener der er ens. Derfor kan den kombinerede viden om grisens genom og udnyttelse af transplantationmodellerne vil måske bane vejen for den perfekte biomedinske dyremodel…

…og jeg kunne i den forbindelse ikke lade være med at inkludere et billede af en anden supergris 😉

 

Share →