Lektor og medicinhistoriker Adam Bencard fra Medicinsk Museion har skrevet en række artikler om aspekter af sårbehandlingens historie til fagtidsskriftet Sår. Tidsskriftet udgives af Dansk Selskab for Sårheling, og indeholder fagmedicinsk stof omhandlende sårvidenskab og sårbehandling. I de næste uger vil vi i samarbejde med Sår gengive en række af teksterne her på vores blog.

Kroppen har altid været sårbar. Historien om sårbehandlingen er lige så lang som menneskehedens historie – vi plejede sår, da vi boede i huler, og sikkert før vi fik sprog. Der findes forskrifter for sårpleje lige så langt tilbage, som vi har skrevne kilder fra menneskehænder. En af de ældste medicinhistoriske kilder er en lertavler, der kan dateres til omkring 2200 før kristus. På den finder man forklaringer på hvordan man bedst vasker et sår, blander sårmidler og forbinder såret. Midlerne har svinget mellem de opfindsomme, de skadelige og de overtroiske, men motivationen har været det samme: Behovet for at gøre noget, når der går hul på kroppen.

Honning i såret

De tidligste behandlinger af sår involverede alle mere eller mindre komplicerede sårmidler. De var blandinger af mudder, ler, olier, planter, urter, og meget mere, der blev påført såret i håbet om at hjælpe på helingsprocessen. De tidligere Sumerere brugte blandt andet øl til deres behandlinger, og en opskrift bød behandleren at blande terpentin fra pinjetræ, terpentin fra fyrretræ, margueritter, mel og tamarisk; det skulle så opblandes med mælk og øl i et lille kar. Herefter kunne man smøre det på såret, forbinde det, og så afvente at såret helede. Ægypterne var de første til at honning i sårplejen, sammen med fedt og fibre. I et moderne perspektiv er det ikke en helt tosset behandling: Dyrefedt kan skabe en barriere, der holder nogen bakterier ude, fibrene kunne trække væske ud af såret, og honning har mange glimrende egenskaber for sårheling, blandt andet en vis antimikrobiel effekt. Man ved i øvrigt at honning blev anvendt til sårpleje i Indien langt tid før år 0, hvilket understreger, at forskellige kulturer kunne når frem til samme fornuftige behandling gennem en empirisk og erfaringsbaseret fremgangsmåde. Man har prøvet sig frem med det, der var ved hånden, og som naturen bød på. Der findes utallige planter og andre naturlige midler, der har gode antimikrobielle egenskaber eller som kan trække huden sammen og nedsætte blødning. Ægypterne brugte også de første plastre; man satte bandager fast med gummi, så de kunne trække såret sammen. Kirurgiske indgreb var sjældne og farlige, og den anatomiske viden var generelt ringe. Men sårpleje har der været rig mulighed for at afprøve og fintune med de midler man havde.

G. Ebers (ed.), Papyros Ebers, 1875. Wellcome Library, London.

Naturens helende kraft

Som altid, når man kigger på den vestlige lægevidenskabs længere historie, bliver man nødt til at kigge på det antikke Grækenland. Grækerne lånte meget af deres lægekunst fra Ægypterne, særligt efter Alexandria var blevet knudepunkt mellem de to kulturer omkring 300 før år 0. Hippokrates og hans tradition mente, at lægens job var at understøtte naturens egen helbredende kraft – vis medicatrix naturae, som det blev kaldt senere på latin. Han anbefalede at man vaskede såret med vin eller eddike, og derefter lod det tørre. Så kunne man smøre med honning, olie eller vin inden man lagde en bandage. Bandagen måtte ikke være for stram, eller kunne det forårsage koldbrand, og lægen skulle være sparsom med bandagerne. Med Hippokrates og den græske medicin kom er dog også en anden logik i spil, som kom til at dominere den vestlige medicin langt op i 1800-tallet, og som fik stor betydning for sårplejen og den måde, man forstod krop og heling på.

Åreladning som sårbehandling

Det var en medicinsk logik, der fortolkede kroppen som et væskesystem, en omskiftelig balance mellem blod, slim, guld galde og sort galde. Alt, der havde med kroppens sygdom og sundhed og gøre, flød gennem disse fire væsker. I dette såkaldte humorale system (fra det græske chymoi, der betyder væske eller saft) var såret også en slags sygdom, og derfor skulle lægen hjælpe kroppen med at få balance i væskerne, for at den kunne hele sig selv. Humoral ubalance forhindrede helingsprocessen. Derfor brugte man ofte åreladning i forbindelse med sårpleje, også ved helt friske sår. Tanken var, at man skulle have det dårlige blod ud, der kunne samle sig om såret. Det var en praksis, der strakte sig langt op i 1800-tallet; et kuriøst eksempel er historien om den unge amerikanske jæger Alexis St. Martin, der i 1822 blev skudt i maven med et haglgevær fra én meters afstand. Lægen William Beaumont, der tilså ham, levnede ham ikke mange chancer for at overleve, men årelod alligevel den kraftigt blødende patient. St. Martin overlevede i øvrigt på mirakuløs vis, og blev en del af videnskabshistorien, da han udviklede en permanent fistel til mavesækken, som Beaumont begyndte at eksperimentere med, ved at stoppe mad bundet på silkesnore ind igennem hullet og trække det ud igen. Det gav en indtil da uset mulighed for at forstå fordøjelsesprocessen, og mavesyrens rolle i den. Eksemplet understreger hvor dybt den humorale forståelse af sundhed gik; selv med kritiske patienter brugte man åreladning, brækmidler og andre udrensningskure.

En kirurg i færd med åreladning fra kvindes arm. Wellcome Library, London.

Knuste snegle med hus

Den romerske læge Paulus Aegineta (607-690) opsummerede den Antikke lægevidenskab i et 7-binds værk, og fra den kan man få et overblik over datidens midler til sårbehandling: Kobbermalm, kalk, koldt vand, eddike og vin blev brugt som blodstillende midler. Myrra, æggehvider, kogt honning, eller en svamp vredet op i vin eller eddike kunne trække huden sammen og hjælpe på helingen. Det sammen kunne snegle knust med deres hus. Ir, harpiks fra fyrretræer, radisser eller rå honning kunne rense sår. Saltlage, rødt kobber, oksegalde eller olie fra bitre mandler blev brugt som opløsende midler. Sårplejen ændrede sig ikke væsentligt gennem Middelalderen og Renæssancen, selvom den anatomiske viden og de kirurgiske uddannelser langsomt blev bedre fra 1200-tallet og frem. Selvom der var mange variationer og mange, menage forskellige midler til sårbehandling, så dannede den humorale tænkning stadig grundlaget for praksis.

Kunstige sår og den gode materie

Der kom dog desværre en alvorlig vildfarelse med ud af Antikken, og som kom til at plage sårplejen i mange århundrede efter: Idéen om ’laudable pus’, altså at afsondringen af materie kunne være et positivt tegn. Vildfarelsen skyldtes, mener nogle medicinhistorikere, en fejllæsning af Galens tanker om sårheling. Det var en tanke, der satte sig så godt fast i lægevidenskaben, at den først for alvor blev udryddet i midten af 1800-tallet. Det var ikke alle typer materie, der var godt – det skulle helst være gulligt, flydende og ikke lugtende. Tanken om den gode materieafsondring lå i god forlængelse af den humorale tilgang til sundhed. Det var oplagt at tænke, at kroppen udskilte dårlige væsker fra kroppen under helingsprocessen, og når væskerne holdt op med at flyde fra såret, så var man blevet rask. Troen på den gode betændelse førte blandt andet til, at man udviklede en lang række metoder til at lave kunstige sår med. Man havde simenåle, bredbladede nåle, der kunne trækkes igennem huden, og efterlade en simesnor, som så kunne bevæges jævnligt for at holde såret åbent, og skabe den gode betændelse. Man brugte brændejern og ætsende midler. Man skabte lokalirritation for eksempel ved hjælp af knuste spanske fluer. Man lavede fontaneller, snit i huden, hvori der også kunne indføres en ært eller lignende til at holde såret åbent. De kunstige sår blev brugt til at behandle alle former for tilstande: hovedpine, vand i hovedet, epilepsi, stær, svimmelhed, lammelse og meget, meget mere. Og det var en praksis, der varede ved. For eksemplel havde billedhuggeren Thorvaldsen havde en fontanel på hvert skinneben, der blev både åbnet og lukket af skiftende læger, indtil hans død i 1844. De kunstige sår kan også ses som en udtryk for behovet for at gøre noget ved sygdomme, man ikke forstår eller har midler til at behandle, også selvom behandlingen mildest talt ikke har været behagelige – og også både patienter og lægers villighed til at holde fast i behandlinger, der fremstår absurde i bagklogskabens kolde lys.         

Diverse instrumenter og teknikker brugt ved operationer. Wellcome Library, London.

Handlekraft og ydmyghed

Sårbehandlingen slår først ind på en mere moderne sti i slutningen af 1800-tallet, da pionerer som Ignaz Semmelweis, Joseph Lister, Robert Koch og Louis Pasteur på hver deres måde bidrager til bevidstheden om mikroorganismernes rolle i betændelse og behovet for antiseptiske midler og tiltag. Sårbehandlingen mindre afhængig af skæbnens terningerul og kroppens indbyggede helingskraft. Sårbehandlingens historie viser sig som en blanding af gode observationer, fornuftige praksisser, magisk tænkning, skævvredne idéer og det intense behov for bare at gøre noget ved sår og sygdom. Mange af de midler, man har haft til sårbehandling, som virksomme lægeplanter og honning, holder stadig, også selvom den moderne lægevidenskab har forfinet metoderne på måder, der må virke magiske set fra fortiden. Men de skadelige idéer og behandlinger er også en del af historien; al den skade, læger har forvoldt gennem historien skal ikke bare bruges til at latterliggøre tidligere tiders dumhed, men i stedet minde om, at man også i dag som behandler kan ende med at blive holdt op som skræmmeeksempel. Sårbehandlingens historie bør fordre lige dele handlekraft og ydmyghed.

Share →