LIFE SUPPORT

RENLIGHED

Hvor rent er egentlig rent nok? Skidt er ikke i sig selv be-skidt. Det er snarere en betegnelse for malplaceret materie. Renhed er ikke bare godt. Eksempelvis opstår immunitet via udveksling af mikrober. Er en virus (be)skidt? Corona opdeler verden i rent og urent: Vi tager konstant hygiejnemæssige valg, udnytter og konfronterer angst og isolation. Kan vi blive for rene, for renlige? 

VI SKÆRMER OS

Covitta - Billedgalleri
GØR-DET-SELV PLEXIGLASSKÆRME I ALMEN PRAKSIS STOP! – hvis du har tegn på luftvejsinfektion. Tegn på luftvejsinfektion er: Hoste, feber, forkølelse, ondt i halsen, åndenød, anden mistanke om Corona. Vend om. Ring i stedet. Hold dine dråber på behørig afstand af andre. Tag dem ikke med ud i offentligheden; med ind i klinikken. Har du mistanke? Bliv hjemme for en sikkerhedsskyld. Mærk efter. Er du sikker? Hygiejne og sterilitet er centrale i lægelig praksis og i det daglige kliniske møde mellem læge og patient, men nogle ting kan ikke sprittes af: Vores indre. Vores tale. Luften omkring os. Derfor har vi – som samfund – måtte være opfindsomme, og finde andre måder at afgrænse kontakten på, andre måder at kontrollere vores dråbespredning.
Foto: Helene Scott-Fordsmand ©Medicinsk Museion. Reception, Lægehuset Vejle.
RECEPTION. Velkommen. Hold afstand. Gå ikke rundt om skærmen. Bliv stående midt for. Se igennem glasset, der skærmer os. Tal igennem det. Tal på det. Men host og nys i ærmet. Hoste er vigtig for forsvaret af de nedre luftveje (lægehåndbogen.dk). Vi hoster, skubber slimen op, ud af os, ud i verden. Udstøder den. Slimen, væsken, i dråber, der svæver i luften. Store dråber (>5 μm) falder til jorden hurtigt. Tunge og trætte falder de ned på gulvet, eller sætter sig på overflader – på glasset. Små forstøvede dråber (
Foto: Helene Scott-Fordsmand ©Medicinsk Museion. Indgang til konsultationslokale, Lægehuset Vejle.
LÆGE. Det er et nyt slags møde med patienten. Det handler om at aflede sin højre hånd med dørhåndtaget, så den ikke rækker frem i en hilsen. At bryde den gamle vane. ”Vi danser rundt om hinanden […] for at de kan komme ind og sætte sig”. Det er en koordineringsøvelse – en konstant svingning mellem to kroppe der skal holde minimum en meters afstand for at passe på hinanden. Vi dirrer og vibrerer for at tilpasse os hinanden. Kun halvt lyttende, optaget af afstanden, af sikkerheden, af faren. Skærmen er et værn. Den eksternaliserer beskyttelsen. Ligesom håndtaget. ’Her passer vi på hinanden’ siger den, ’husk faren, men vid at vi tager os af den’. Det handler om at få patienterne sat på den rigtige side af skærmen. Så de er placeret. Så de føler sig trygge. Så vi føler os trygge. ’Her kan du være helt rolig, og fokusere på det du egentlig kom her for’, vil vi gerne sige.
Foto: Helene Scott-Fordsmand ©Medicinsk Museion. Læge Elsebeth Rasmussen i konsultationslokale, Lægehuset Vejle.
PATIENT. Vi holder øjenkontakten gennem glasset, smiler. Hvor mange skærme har jeg kigget igennem i år? Denne skærm kan flyttes. Den ruller mellem os, rundt om mig. Jeg er dens objekt. Sådan kan vi danse med øjnene rettet mod hinanden. Det er som en omvendt skriftestol. Her er ingen anonymitet, ingen dunkle skygger og budskab om fordømmelse. Ingen hullede paneler. De moralske love er vasket væk, sprittet af. Glaspladen står knivskarpt. Vi skal afklare et problem i fællesskab – gennem skærmen. Jeg skal tale åbent, men ikke tale på dig. Hvis du skal undersøge mig, må jeg kigge væk. Vi kigger hver vores vej – så vi ikke ånder på hinanden, taler på hinanden. Hver vores vej, eller direkte ind i glasset. Vi har øjenkontakt eller fysisk kontakt. Aldrig begge dele på én gang. Sådan passer du på mig. Sådan passer skærmen på os. Ved at holde tingene adskilte.
SKÆRM. Jeg hænger på et tøjstativ. Lige foran dig, hænger jeg. Stort set ingen spørger til mig. Du kender mig fra andre steder. Fra supermarkederne. Fra busserne. Fra apotekerne. Jeg er ikke længere en fremmed, men et tegn på handling. Jeg gør noget, eller, jeg er det I gør: det aktive våben mod infektion, mod virussen. Du træder måske et skridt tilbage, når nogen kaster op. Døden har altid været beskidt. Nu er dødeligheden usynlig: en krilren i halsen. Et nys. En sprudlende latter. Holdt oppe af to tynde tråde forhindrer jeg døden. Gennemsigtig træder jeg imellem dig og den usynlige trussel. Når lægen fortæller dig en dårlig nyhed er jeg her mellem dig og hende. Hun må sige ’jeg ville gerne lægge en hånd på din skulder nu, for jeg ved at det er hårdt’. Men jeg er der og passer på jer begge to, så I må nøjes med at forstå hinanden i det abstrakte.
Foto: Helene Scott-Fordsmand ©Medicinsk Museion. Konsultationslokale m. briks, Lægehuset Vejle.
MUSEUM? Det er vigtigt at vise, at vi er opmærksomme på situationen. Den er ekstraordinær. Historisk. Vi må mindes om, at her tager vi Corona alvorligt. Dagligt viser skellettet os ’husk værnemidler’, ’husk at holde afstand’. Ind til det er ovre. Til vi har en vaccine. Til det bliver normalt. Så kan vi sætte skærmene væk. Gøre dem til museumsgenstande. Lægge maskerne i kælderen, som støvede efterladenskaber? Der er mange ting at dø af. Undersøgelser, der indebærer risici. Lungefunktionstesten. Når folk skal ånde en hel masse. Ånde hårdt og voldsomt. For eksempel. Mange kæder af smitte, der kan brydes. De var her før. De bliver her efter. Hvorfor egentlig pakke skærmene alt for langt væk? Hvorfor ikke lade det maskerede skellet forblive vores forbillede? Memento Mori – verden er fuld af mikrober.

MÅ JEG EGENTLIG…

DØRHÅNDTAGETS NEDBRUD

ATJU!

ACHOO!

MICROBIAL CLOUDS

Microbial Clouds
BACKGROUND Our bodies harbor microbial assemblages dispersing into seeding our environment Direct contact with surfaces Resuspension of indoor dust containing previously shed human skin cells, hair, other bacteria-laden particles Airborne particle emission from our breath, clothes, skin and hair We poorly understand airborne bacterial clouds
METHOD The first experiment 11 persons in a sanitized experimental climate chamber one at a time 25.75 cubic meters plastic sheeting taped down the middle creating two identical chambers in one comparison of the two chambers The second experiment 11 persons in a sanitized experimental climate chamber one at a time 25.75 cubic meters no plastic sheeting taped down the middle comparison of the chamber occupants
DISCUSSION We are just beginning to understand We emit We shed We leave behind our own distinct personal bacterial clouds even while sitting down Constantly interacting with microbes from other human clouds on chairs in which we sit in dust we perturb on surfaces we touch we encounter our families coworkers perfect strangers Human-microbial interactions are in addition to microbes our pets leave in our houses that blow off tree leaves and soils in the food we eat in the water we drink We evolve(d) with complex microbial interactions This is a concentrated poetic account of the article “Humans differ in their personal microbial cloud” by James F. Meadow and colleagues (2015). LINK: https://doi.org/10.7717/peerj.1258

GRUPPEN BAG ‘RENLIGHED’