Det aldrende samfund

0-aeldresamfund-150.gif

Vores levetid øges, mens fødselshyppigheden falder. Noget tyder på, at verdens befolkning i løbet af dette århundrede vil komme til at bestå af flere ældre end børn og unge. De samfundsmæssige konsekvenser af denne demografiske udvikling diskuteres overalt i verden.

FN har lavet en rapport om den forventede udvikling i befolkningssammensætningen: World Population Ageing 1950-2050

Ældrekvoten

Når man anvender begrebet det aldrende samfund, så forudsætter det, at alderen bruges til at inddele befolkningen. I Danmark defineres gruppen af “ældre” først og fremmest af folkepensionens aldersgrænse (65 år) og efterlønsordningens nedre grænse (60 år). Det er disse aldersgrænser, der normalt anvendes til at beregne den demografiske ældrekvote. Ældrekvoten afspejler forholdet mellem antallet af ældre i pensionsalderen set i forhold til antallet af voksne i den erhvervsaktive alder. Dvs. for Danmark ser forholdet sådan ud: 65+/15-64-årige. I Danmark var ældrekvoten i 1950 1/7, mens den i år 2000 var steget til 1/4,5.

Fremtiden

Ifølge FN’s undersøgelse “State of World Population” vil andelen af 65+årige i Europa vokse fra knapt 15 % i 2000 til knapt 30 % i 2050. Afrika vil have den laveste ældreandel med omkring 10 % i 2050. Det aldrende samfund defineres således ikke blot ved stigningen i antallet af ældre, men også ved en stigning i andelen af ældre.

Middellevetiden stiger

xx_stat.gifMed middellevetiden menes den forventede levetid, som nyfødte i en bestemt fødselsårgang gennemsnitligt kan forventes at leve. I 1840 havde svenske kvinder en middellevetid på 45 år, og det var på det tidspunkt den højeste i verden. I år 2000 havde japanske kvinder verdensrekorden på 85 år. Laver man statistik over denne rekordmiddellevetid fra 1840 til 2000, ser man, at den er steget lineært med 3 måneder pr. år. Stigningen for mænd har udviklet sig langsommere end for kvinder, men den har også været lineær. Samlet for mænd og kvinder er rekordmiddellevetiden steget med 2,5 år pr. 10 år.

I de vesteuropæiske lande er middellevetiden steget lineært, fra ca. 68 år i 1950 til ca. 78 år i år 2000. Det er en stigning på ca. 2 år pr. 10 år. I enkelte lande er der sket en stagnation i middellevetiden. Det gælder blandt andet Danmark i perioden 1975-1995. Som demograferne påpeger, så er middellevetiden i Sverige steget fra ca. 71. år i 1950 til knap 80 år i 2000, mens den i Danmark kun er steget fra ca. 70 år i 1950 til 77 år i dag (77 for mænd og 82 år for kvinder). I Danmark har vi en af de laveste middellevetider i de rige lande.

Kilder og videre læsning:
Henning Kirk & Bernard Jeune: “Det aldrende samfund.” i: Det aldrende samfund 2030. Rapport fra styregruppen for det strategiske fremsyn om det aldrende samfund 2030. Baggrundsnotater, s.3-17, Det strategiske Forskningsråd 2006.

Jørn Henrik Petersen: Det demografiske grundlag bag “det aldrende samfund”, i: Det aldrende samfund 2030. Rapport fra styregruppen for det strategiske fremsyn om det aldrende samfund 2030. Baggrundsnotater, s.27-49, Det strategiske Forskningsråd 2006

Det aldrende samfund
Vores levetid øges, mens fødselshyppigheden falder. Noget tyder på, at verdens befolkning i løbet af dette århundrede vil komme til at bestå af flere ældre end børn og unge. De samfundsmæssige konsekvenser af denne demografiske udvikling diskuteres overalt i verden.
Menneskers dødelighedsmønstre
Aldringsforskningen beskæftiger sig blandt andet med studiet af menneskers dødelighed. Her forsøger forskerne at afdække generelle tendenser ved at studere store grupper af mennesker og fx undersøge dødsrisikoen pr. år for forskellige aldre.