Øreknoglen fra den Ibsen-Mackeprangske Samling

Som tidligere lovet, vil der i den kommende tid komme mere baggrundsinformation til hver af de 6 genstande fra udstillingen 6 ting og sager, og nu er turen kommet til den indkapslede øreknogle. 
Den flamske anatom og læge Andreas Vesalius (1514-1564) nævnes ofte som grundlæggeren af den moderne anatomi og var den første til at udtage det samlede øre til undersøgelse af dets knoglebygning.
Siden har den store danske anatom Thomas Bartholin (1616-1680) som den første herhjemme beskrevet ørets anatomi, men hans beskrivelser rummer flere misforståelser.
Den udstillede øreknogle illustrerer det indre øres labyrintiske anatomi hos mennesket. Den stammer imidlertid ikke fra en person med normal hørelse, men er taget fra en samling af øreknogler fra 55 døve, der var elever på Det Kongelige Døvstumme-institut, hvilket måske godt kan lyde en smule makabert. Den er fremstillet i perioden 1824-1836 og taget fra Den Ibsen-Mackeprangske Samling.
Den er opkaldt således efter den danske anatomiprofessor Ib Pedersen Ibsen (1801-1862) og huslægen Mackeprang, som arbejdede på Døvstumme-Instituttet og foretog de relevante dissektioner, hvor øreknoglerne blev fjernet.
Den dygtige præparator og anatom Ib Pedersen Ibsen (1801-62) har dernæst stået for det grundige arbejde i at fremstille de enkeltstående øreknogler, som er blevet fint indkapslet og monteret i glas. Han har desuden stået for langt størstedelen af de normal-anatomiske præparater på Medicinsk-historisk museion.
Hans vej til karrieren som anatomiprofessor må siges at være en pudsig fortælling. Oprindeligt var Ibsen nemlig sømand, men efter en faldulykke, hvor han brækkede begge underben, blev han indlagt på det Kgl. Frederiks Hospital. Her fik han amputeret venstre ben under knæet og blev forsynet med et træben. Hans interesse for lægevidenskaben blev sandsynligvis oplivet som følge heraf og, held i uheld, blev han optaget som elev på Kirurgisk Akademi og endte med at blive en højt respekteret præparator blandt fagfæller rundt om i Europa. Præparater fremstillet af Ibsen forefindes således også på museer i både England og Frankrig.
Skønt Ibsen ikke just er kendt for sine publikationer, indleverede han også en større afhandling ”Om det indre Øres Anatomi, betragtet fra et sammenlignende Standpunkt” til Videnskabernes selskab. De lod sig imidlertid ikke begejstre over værket, som de forkastede.
Afslaget fik Ibsen til at miste modet og droppe det videre arbejde med afhandlingen, men, til alt held, opdagede patolog Peter Ludvig Panum (1820-1885) værket efter Ibsens død og sørgede for at få det udgivet posthumt.
Værket fik international anerkendelse og ansås endda for at være et banebrydende værk om forståelsen af øreknoglernes opbygning og betydning.
Det humane øre er et meget kompliceret organ, hvormed vi kan registrere frekvenser, lydtryk og retning. Det består af 3 dele: det ydre øre, mellemøret og det indre øre.
Det indre øre (labyrinten) er et hult væskefyldt knogleorgan, der er formet som et sneglehus. Her findes også balanceorganet, der består af tre væskefyldte buegange. Hvis man har en sygdom i øret kan det altså, udover at påvirke hørelsen, også påvirke balanceevnen.
Læs i øvrigt mere om 3 af de 6 genstande her:
Kejserinde Dagmars rejseapotek:http://www.museionblog.dk/et-klenodie-kejserinde-dagmars-rejseapotek/
Barneskelet med rachitis:http://www.museionblog.dk/barneskelet-med-rachitis/
Knud Sands høns:http://www.museionblog.dk/h%c3%b8ns-k%c3%b8n-og-testosteronforskning-pa-diamanten-den-154/