Ærlig video og museumstv for begyndere

I fredags var jeg til symposium om web-tv og museumsformidling i Emdrup sammen med en hel del andre video-nysgerrige museumsfolk. Der var inviteret fine folk fra Tate og MoMA, der hver  især holdt oplæg om hvordan de havde taget deres første spæde skridt ind på videomediets røde løber (for flere år siden). Efter pausen kom to danske aktører og fortalte om deres erfaringer indenfor web-video.

Oplæggene var udmærkede, og især repræsentanterne fra de to udenlandske museumsgiganter leverede mange gode pointer, og delte åbent ud af deres erfaringer. Til gengæld var enhver form for eksperimenterende tilgang til video i museumsformidling fraværende under hele seancen.
Den smule diskussion der var levnet plads til i programmet, kom på besynderlig vis til mest at omhandle de interne udfordringer på Statens Museum for Kunst (de fyldte også godt i salen).
Man kunne med fordel kunne have inviteret en repræsentant for en mere utraditionel tilgang til videomediet, som modspiller til de to store etablerede museer. Det ville også have været givtig med mere debat, dog lovede arrangørene at arbejde på et mere workshop-agtig arrangement i en nær fremtid.
På trods af disse mangler, der gav mig en følelse af at sidde til  ‘web-tv og video for begyndere’, var det på mange måder en god og veltilrettelagt dag, der gav mig flere interessante konklusioner med hjem:
1: Lange videoer kan have deres berettigelse. På MoMA inddeler de deres seere i ‘interesserede’, ‘fans’ og ‘superfans’. Interesserede seere falder tilfældigvis over en video, og synes det ser interessant ud, men har en kort tålmodighedstærskel. Fans og superfans er derimod tilbagevendende seere, der har en dybdegående interesse og nysgerrighed, som gør, at allerede har besluttet at bruge deres tid på videons emne, og som derfor gerne vil se længere og mere ‘nørdede’ film.
2: Video er et personligt og intimt medie, især hvis man ikke har budget til at efterligne en Hollywood- eller reklamefilm, skal man hellere gå efter det ‘rå’ og ‘ærlige’ udtryk end wannabe professionalisme, der ender i lokaltv-agtig kitsch-æstetik.
3: Det kan være nødvendigt at tænke over den kontekst videoen skal vises i, allerede inden man begynder at optage. Vil den blive set i en museumskontekst (f.eks. på hjemmesiden) eller i en emnebåret kontekst (Youtube)? Hvor stor vil skærmen være (apple-tv eller Iphone eller hvad), og vil den blive set på farten i bussen, hjemme med kaffe og katten på skødet eller i smug på arbejdet? Det kan man selvfølgelig ikke vide, men man kan have med i sine overvejelser, at alle disse situationer potentielt findes. Desuden må man acceptere, at man i sidste ende ikke har kontrol over konteksten, så snart videoen uploades til internettet. Derfor handler det om at skabe videoer, der har ‘personlighed’ nok til at klare sig alene ude på det store world wide web.
Jeg var alene af sted her fra museet, og valgte til gengæld at tweet-bombe mine kolleger (og hvem der ellers kunne være interesserede) med noter og tanker under symposiet som det kan ses her: #museumstv.