Blod og ægløsninger – to udstillinger på Steno Museet

Når vi her på Medicinsk Museion taler om Steno Museet i Århus sker det som regel i kærlige vendinger. Da Steno tematisk dækker nogle af de samme historier som vi selv gør, taler vi ofte om vores ”søstermuseum”. Det er ikke mit indtryk, at der er nogle her på stedet der betragter Steno som en rival. Vi ligger formentligt geografisk for langt fra hinanden til slås om det samme publikum. I stedet for kan vi måske inspirere hinanden og det var da også for at få nye ideer og inspiration, at jeg med stor spænding vendte næsen mod vest for at besøge museet – og især særudstillingen ”Ægløsninger – At få børn med teknologien”.
Når man kommer fra Medicinsk Museion er det ikke underligt, at det var de medicinsk historiske samlinger som trak. Derfor var det også denne del af Steno Museet som jeg først dykkede ned i. Udstillingen ”Blod – i kroppen – i banken – i historien” var først på listen. Denne lille udstilling er lavet i anledning af at det århusianske bloddonorkorps fylder 75 år og fungerer som et glimrende eksempel på, hvordan museerne kan skabe udstillinger der sætter fokus på en aktuel problemstilling. Noget som museet da også høstede anerkendelse for hos bloddonorerne.
Udstillingens mest markante genstand er en smadret bil der fungerer som en hård og kontant påmindelse om, hvorfor det giver mening at donere blod. Bag bilen ses Bjørn Kromann-Andersens kunstværk der består af 100 blodposer ophængt på hvid baggrund. Denne del af udstillingen er den klart bedste og installationerne gik rent ind hos mig. Selvom man får historien om de århusianske bloddonorer og et indblik i bloddonationens historie er udstillingen dog en smule forvirrende bygget op. Overfor bilen og kunstværket ses en videofilm fra midten af 1950erne der fortæller, hvordan man i 1800 tallet så på og brugt bloddonationer. Jeg så den sammen med min kæreste, men det var først 10 minutter inde i filmen, at jeg kom til at gå ind under en lydkegle der aktiverede lydsporet på filmen. Vi troede begge at det var en stumfilm. Sensoren på keglen var indstillet så den kun blev aktiveret på et ganske bestemt sted og man var med jævne mellemrum nødsaget til at vifte med armen for at få den i gang igen. Det var et irritationsmoment da sætningerne blev afbrudt, hvilket gjorde det vanskeligt at følge med i filmen. Jeg gav simpelthen op og installationen tjente som et fint eksempel på, hvorfor man skal passe på med at bruge interaktive elementer i en udstilling – og det var næppe meningen. Levende billeder stjæler hurtigt opmærksomheden og derfor skal man være varsom med at bruge dem. I netop denne film var der så mange kulturhistoriske betydningslag at den uden tvivl var interessant, men den virkede en smule ved siden af resten af udstillingen og det var uklart, hvad den egentlig skulle fortælle. Det var ærgerligt, men overordnet gav udstillingen et fin indblik i bloddonationens historie.

Afgrænsningen til det øvrige udstillingsrum var desuden ikke helt tydelig og det var først da jeg stod ansigt til ansigt med denne fantastiske hestetrukne sygetransport, at jeg opdagede, at jeg var gået ud af udstillingen om blod – og ind i udstillingen om medicinens historie. Denne del af museet rummer nogle fantastiske genstande og opstillingen af tandlægestuen fik mig til at føle mig helt hjemme.
Noget som jeg dog personligt har det svært ved, at den udbredte brug af dioramaer. Specielt når det er med så ”upersonlige” dukker som sygeplejersken her. Fraværet af ansigtet giver mig ganske enkelt kuldgysninger.
Selvom jeg ikke selv kan lide den form for opstillinger må jeg dog også sande at de kan have en funktion. Som det kan ses nedenunder:
 Personligt kunne jeg godt have undværet manden (også selvom han faktisk har et ansigt), men min kæreste som ikke er voldsomt interesseret i medicinhistorie, syntes at den gav hende en bedre ide om, hvordan røntgenapparatet bruges.  
Den udstilling som jeg i virkeligheden havde set mest frem til at se, var ”Ægløsninger – At få børn med teknologien” – specielt efter at have læst Mette Kia Krabbe Meyers artikel i det seneste nummer af Nordnytt. (den er for øvrigt i sig selv en blogpost værdig – og mere til. Den kan varmt anbefales).
Noget af det første man (bør) ligge mærke til i udstillingen er gulvet. Der er et blødt gulvtæppe som dækker hele udstillingsrummet. Desværre havde vi overset det skilt der informerede om, at man skulle stille skoene, men ideen er god. Gulvtæppet giver en anderledes følelse af ro. Museumsbesøg er generelt set rolige, men gulvtæppet giver alligevel en mere afslappet følelse. Det giver plads til leg.

Gulvtæppet var dog ikke det første der stjal opmærksomheden da vi trådte ind i udstillingen. Det var derimod den store livmoder der er placeret så den ikke er til at overse. Fra artiklen i Nordnytt havde jeg forstået, at det var muligt for den besøgende at kravle ind i denne. Det er en smule svært at få en voksen mand til, men det er uden tvivl en succes hos det yngre publikum. Personligt synes jeg, at det var for underligt og jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg er helt med på, at det giver mening, at give de besøgende en kropslig museumsoplevelse, men udover der, er jeg en smule usikker på, hvad pointen i virkeligheden var? Så havde jeg det straks nemmere ved “moderskabet”, hvor der er mulighed for at iføre sig en kunstig gravid mave. Her synes jeg, at ideen om at få den besøgende til at reflektere over, hvad det betyder at det er kvinden der bærer barnet, faktisk virkede.
Udstillingsrummet er også brugt på en god måde. Det indbyder i høj grad til at man kan gå på opdagelse iblandt de mange genstande. De tre store sædceller der hængende fra loftet, kæmper sig ned mod ægget i midten er en kende overvældende for mig, men igen tror jeg, at de et gode i en formidlingssituation til et yngre publikum. Mht. udstillingens fysiske opbygning forklarer Mette Kia Krabbe Meyer det således: “At indrette udstillingsrummet som et landskab snarere end som et forløb var således motiveret af ønsket om at give den besøgende bevægelsesfrihed. Derudover havde vi også et ønske om at arbejde med udstillingsscenografi i et åbent rum, fordi et sådant landskab ville have nogle æstetiske kvaliteter, som et forløb ikke ville have.” (Nordnytt: 2009, 20)
En god pointe, men også farlig. Som museumsgæster er vi opdragede til, at der er en kronologisk fortælling som skal opleves fra A til B. At bryde med den risikerer, at gøre den besøgende mere forvirret end godt er. Det er heldigvis ikke noget problem i “Ægløsninger”, fordi udstillingen er så lille, at man aldrig helt mister overblikket.
Et af de interaktive elementer i udstillingen består i en digital simulation af en mikroinsemination, hvor man tager rollen som lægen der bl.a. skyder sædcellen ind i ægget. På en sober måde bliver den besøgende her, nærmeste kastet ind i overvejelser om, hvordan undfangelsen også kan forgå. Og vi er temmelig langt fra den gammeldags metode. Fint interaktivt element.
Alt i alt er der tale om en yderst seværdig udstilling, som jeg varmt vil anbefale til alle der besøger Steno Museet.     
 Hov…så opdagede jeg desuden at jeg ikke er den første der har anmeldt udstillingen. Tjek hvad Mathilde Jensen fra 7B på kragelundskolen syntes om den. Hendes anmeldelse kan læses her