Kirsten Jungersen Når man interesserer sig for medicinhistorie, bliver man opmærksom på den store betydning private bogsamlere fik for udviklingen i 1400-tallet, og hvor stor prestige man i 1500-tallet knyttede til biblioteker.
En stor bogsamler var lægen Leoniceno (1428-1524) fra byen Ferrara som ligger i deltaet ved floden Pos udløb.
Ferrara var ligesom Venedig vendt mod det østromerske rige og klar til at modtage de mange byzantinske lærde som fra ca.1400 til 1453 flygtede vestpå med deres værdifulde samlinger af græske håndskrifter.
Leoniceno havde midlerne til at købe sig et stort privatbibliotek af lægekunstens hovedværker som han brugte flittigt og indsigtsfuldt til sit arbejde med at reetablere de antikke tekster.
En endnu større bogsamler kom selv fra det byzantinske rige.
Det var Bessarion (1403-1472) som havde været metropolit af Nikæa (nu Iznik i Tyrkiet), og som blev udnævnt til kardinal i Rom og på et tidspunkt blev talsmand for en generobring af Byzants/Konstantinopel (nu Istanbul) fra tyrkerne. Det ønske fik han ikke opfyldt, men hans bogsamling på 746 codices (482 på græsk og 264 på latin) fik stor betydning, fordi han i 1468 valgte at donere den til byen Venedig til fremme af offentlig adgang til viden. Måske var gaven inspireret af at det første offentlige bibliotek siden oldtiden var bestilt af Cosimo af Medici i Firenze i 1441. Eller den kunne skyldes Petrarca som allerede i 1300-tallet havde testamenteret sin bogsamling til Venedig. Den blev af forskellige grunde alligevel splittet op i dele og spredt.
Bessarions bøger forblev samlet, selv om Venedig først længe efter tog passende vare på den fornemme gave. Da fik bøgerne en pragtfuld ramme i form af arkitekten Jacopo Sansovino’s biblioteksbygning, opført 1537-1559 på Marcuspladsen lige over for Dogepaladset. Der findes disse bøger stadig som en del af Biblioteca Nazionale Marciana.
Det er dog mere arkitekturen end bøgerne, Venedig i dag viser frem.
Biblioteca Marcianas pragtsal kan man komme ind i mod adgangsbillet (med reduktion for pensionister). De rigt dekorerede vægge var ikke beregnet til reoler, og læsesalen er ikke længere møbleret med sine 36 læsepulte i to rækker hvor Bessarions bøger opbevaredes.
Som mit fotografi viser, har man fået den usalige ide at bruge det tomme lokale til udstillinger – for tiden en fotoudstilling som intet har med salens funktion at gøre.
En læsesal for studerende er nu indrettet i nabobygningen (”Mønten” af samme arkitekt). Jeg har fotograferet den gennem en rude, da jeg ikke i tide havde søgt om adgang til denne sal. Busten man aner i baggrunden, er et glimrende moderne portræt af Petrarca. Men de moderne reoler ser unægtelig tarvelige ud i sammenhængen.
Skiltet må formodes at henvise til Bessarions bogsamling og dens senere tilføjelser.
P.S. En bog som med gode illustrationer og mange detaljer værdsætter de gamle biblioteker efter fortjeneste er:
The Great Libraries From Antiquity to the Renaissance by Konstantinos Sp. Staikos. Oak Knoll Press & The British Library 2000
