Udstillinger

Fedme-epidemi, søde sager og lykkefølelse

[flickr id=”7418761584″ thumbnail=”medium” overlay=”true” size=”original” group=”” align=”right”] Som deltager i en gruppe der forbereder en udstilling om forskellige aspekter af overvægt blev mit blik straks fanget af en reklame på Hamborgs hovedbanegård. Den kæmpestore reklame var nu heller ikke nem at komme uden om. Min første tanke ved synet af teksten ”So stabelt man Glücksgefühle,” […]

[flickr id=”7418761584″ thumbnail=”medium” overlay=”true” size=”original” group=”” align=”right”] Som deltager i en gruppe der forbereder en udstilling om forskellige aspekter af overvægt blev mit blik straks fanget af en reklame på Hamborgs hovedbanegård. Den kæmpestore reklame var nu heller ikke nem at komme uden om. Min første tanke ved synet af teksten ”So stabelt man Glücksgefühle,” sådan ophober man lykkefølelser, var: mon man også ophober fedtvæv, som ikke er til at komme af med igen? Min næste tanke var: mon Ritter-firmaet virkelig mener at spisning af søde sager er vejen til lykke? Ja, som altid forstår reklameindustrien at sætte ind på centrale punkter i menneskets fysiologi og psykologi.
I de senere år har fysiologisk forskning bekræftet det, som vi måske godt vidste af egen erfaring, at der er tætte forbindelser mellem centre i hjernen der styrer sult og mæthed, centre for belønning, ”reward” og så mavetarmkanalens mange reguleringsmekanismer.
Disse forbindelser udgør et uhyre kompliceret netværk som omfatter nervebaner i hjernen og videre ud til bughulens organer, receptorer i centralnervesystemet og sensorer i mavetarmkanalen, som kan registrere dens indhold. Ved siden af nerveimpulserne, og i samspil med disse sendes kemiske signaler frem og tilbage mellem centralnervesystemet og mavetarmkanalen og indbyrdes mellem forskellige dele af hjernen og forskellige afsnit af mavetarmkanalen. Mange af disse signalstoffer består af peptider, dvs. korte kæder af aminosyrer. Samlet går de under forskellige navne: ”regulatory peptides,” mavetarmhormoner, neuroendokrine peptider. Der kendes et stort antal af sådanne signalstoffer, betegnet med mærkelige navne. Mest kendt er insulin. Af signalstoffer som især har betydning sult- og mæthedsfølelse, og dermed vægten kan nævnes ghrelin, glucagon-like peptide-1, leptin, oxyntomodulin, somatostatin og substans P.
Over det hele svæver vor bevidsthed, som til en vis grad kan tage beslutninger i modstrid med det, som kroppens automatiske funktioner eller reklamen lægger op til.