Uden emne

Marsyas og anatomien

Til lykke med erhvervelsen af ”den skrællede mand” som fint forener kunst og lægevidenskab i Museions indgangshal. Det gør den på flere måder.  Kongeligt Kirurgisk Akademi, nu Museion, leverede ofte anatomiundervisning til de studerende på Kunstakademiet. Således var anatomen Sophus Stein både professor på Kunstakademiet og ved Universitetet med embedsbolig i det Kongelige Kirurgiske Akademi. […]

Theobald Steins muskelmand i Medicinsk Museions forhal.

Til lykke med erhvervelsen af ”den skrællede mand” som fint forener kunst og lægevidenskab i Museions indgangshal.
Det gør den på flere måder. 

Kongeligt Kirurgisk Akademi, nu Museion, leverede ofte anatomiundervisning til de studerende på Kunstakademiet. Således var anatomen Sophus Stein både professor på Kunstakademiet og ved Universitetet med embedsbolig i det Kongelige Kirurgiske Akademi. Her må billedhuggeren Theobald Stein (1829-1901) være vokset op, for professor Sophus Stein var hans far.

Disse bygningers udsmykkende kunstner Andreas Weidenhaupt (1738 – 1805) havde før Theobald Steins tid skabt en lidt mindre og mere stilfærdig écorché til Kunstakademiet. Steins figur må være en afløser af denne.
Motivet, en mand med blotlagte muskler, kan spores helt tilbage til den græske mytologi.

Her lyder historien i meget kort form sådan:
Fabelfiguren Marsyas som var en silen, d.v.s. en gammel satyr (et menneske med dyriske træk), begik to forseelser mod guderne:  Han formastede sig til at samle Pallas Athenes kasserede dobbeltfløjte op, og med den udfordrede han Apollon til en musikalsk dyst på henholdsvis fløjte og lyre. Han blev naturligvis erklæret for taberen, og Apollon flåede ham levende til straf. 

Fortællingen om Marsyas var et meget populært motiv i den hellenistiske periode (323 – 31 f.Kr.), og det er nærliggende at forestille sig at populariteten skyldtes en viden om hvad der foregik på Museion i det græske Alexandria i Ægypten. Her gjorde de dygtige læger videnskabelige studier af menneskets anatomi ved dissektion, ja, de foretog måske endda vivisektion på forbrydere.

Også i renæssancen hvor man igen dissekerede, har motivet været inspirerende for kunstnere.  Tizian (1488/90 – 1576) har malet en uhyre dramatisk skildring af selve flåningen, og Michelangelo (1475-1564) har i sit billede af dommedag i det Sixtinske Kapel vist den kristne martyr som led samme skæbne som Marsyas. Han hed Bartholomæus, og det dramatiske ved billedet er, at han, så vidt jeg husker, bærer Michelangelos eget ansigt, og at huden kom af i et helt stykke.