Samling

Nedbrydningens mange ansigter

Når man har med gamle ting at gøre, vil man se, at de alle er i et eller andet stadie af forfald på grund af deres alder, materialernes beskaffenhed og tidligere tiders brug og opbevaring. Man kan så at sige se tidens tand. Nogle af disse nedbrydningsprocesser er allerede så fremskredne, at det kun er […]

Når man har med gamle ting at gøre, vil man se, at de alle er i et eller andet stadie af forfald på grund af deres alder, materialernes beskaffenhed og tidligere tiders brug og opbevaring. Man kan så at sige se tidens tand. Nogle af disse nedbrydningsprocesser er allerede så fremskredne, at det kun er et spørgsmål om tid, før de er helt nedbrudte. Men blot ved at skabe et bedre klima omkring en genstand, f.eks. ved at opbevare den i en lukket kasse af syrefri pap i et mørkt, tørt og køligt rum, kan man gøre meget for at forlænge dens levetid. Dette er den foretrukne konserveringsløsning for hele samlinger efter princippet ”gør ikke skade”. Tingene beholder også i vid udstrækning deres autenticitet længere, når man ikke laver ændringer på dem. Metoden kaldes også for præventiv konservering.

Dog vil vi ved nogle småskader ordne det på stedet eller sætte genstande til side og stabilisere dem, så de ikke forværres af at blive flyttet. Løse originaletiketter limes f.eks. på, så de ikke falder af og bliver væk fra genstanden, som man kan se på billedet ovenfor.

Her er nogle eksempler på materialer, som er skrøbelige og giver anledning til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang:

Tape på genstande er ikke usædvanligt. I den bedste mening har nogen tapet en etiket eller andet fast, men tape er ikke lavet til at holde og kan, udover at skæmme genstanden, have den modsatte effekt af det ønskede, og ødelægge og gulne den overflade det sidder på. Med tiden holder tapen op med at klæbe. Hvis konservatorerne kan fjerne tapen, gør vi det. I nogle tilfælde kan tapen dog ikke fjernes uden at fjerne information fra genstanden. I disse tilfælde må vi lade den blive siddende.

Papiretiketter kan både være løse og have huller efter skadedyrsangreb. På billedet her under er det sandsynligvis sølvfisk, som på et tidspunkt har været forbi. De lever nemlig af stivelsesholdige materialer, som bl.a. papir og lim. 

Når man håndterer genstande uden handsker risikerer man at afsætte mærker. De fedtsyre vi afgiver fra huden kan f.eks. give permanente fingeraftryk på metalgenstande.

Destillationshjelm af glas.

Der er som regel skrevet et genstandsnummer på indsamlede genstande, som binder genstanden sammen med en database og den proveniens, der er til den. Hvor er den fra, hvad er den til og hvem har brugt den. Det sker dog, at man i fordums tid har valgt en blæk eller en pen, som ikke er holdbar og falmer eller let slides af. På billedet til højre ses en lille destillationshjelm, hvor nummeret er halvt slidt af. Den fik skrevet sit nummer på med en arkivholdbar tusch og informationen er nu sikret for fremtiden.

Gulnet og sprødt papir på apotekerkrukker gør vi ikke noget ved. Vi pakker det forsigtigt, men skifter eller konserverer ikke papiret. Da det er en stor forbedring at få genstandene i en lukket kasse, hvor yderligere skade minimeres.

Flere æsker er betrukket med forskellige typer stof indvendig. På billedet ses silkefor, som er nedbrudt og smuldre. Når silke begynder at smuldre er det tegn på at der er sket en oxidation af materialet, ofte pga. for meget lys.

Disse små flasker har glaspest og flot ser det ud, men det er et tegn på at glasset er ustabilt og skrøbeligt. De pakkes nænsomt i en lukket kasse, da der ikke er så meget at gøre for glasset.

Nedbrudt skum.

Nogle nyere genstande kommer i original æsker foret med forskellige typer plastskum. Mange af disse typer af skum har en kort levetid og vil begynde at falde fra hinanden inden for kort tid (se billedet til højre). På billedet ses et oftalmoskop, som har været brugt af øjenlæger til at undersøge øjets nethinde og synsnerven. Selv om det ved første øjekast ser fint ud, fandt vi ved nærmere eftersyn, at kummet i kassen er gået i opløsning og afsætter en klistret film på genstanden i processen. Derfor bliver skummet fjernet og erstattet med en stabil skum og silkepapir for at beskytte genstanden.

Alt arbejdet med at forlænge genstandens holdbarhed, og sikre de tilhørende informationer, er med til at give samlingen værdi, samt at gøre den relevant og brugbar for forskning og formidling nu og i fremtiden.