mama Her på Museionblog beskæftiger vi os mest med nutidens arbejde med den medicinske kulturarv. Det er sjældent at vi går langt tilbage i tiden. Her er Kirsten Jungersens fremstilling af de hippokratiske skrifter dog en kærkommen undtagelse (se det seneste eksempel her).
Da jeg netop er ved at læse en bog om korstogene fandt jeg et interessant eksempel på, hvordan korsfarernes lægekunst blev opfattet af en arabisk læge. Det er en god skildring som jeg hermed tillader mig at dele. I Lars Peter Visti Hansens bog Korstogene. Idé og virkelighed (s. 94) finder vi følgende beskrivelse:
Den sysirske læge Thabit beretter, i Usama ibn Munqidhs erindringer, om en oplevelse fra korsfarerrigerne omkring 1140.
De bragte mig en ridder med en byld på benet og en kvinde, der led af feber. Jeg lagde et lille grødomslag på ridderen; hans byld åbnede sig og blev bedre. Hvad kvinden angik, forbød jeg hende visse spiser, og jeg sænkede hendes temperatur- Jeg var tilstede, da en frankisk læge ankom og sagde: “Den mand kan ikke helbrede dem!” Så spurgte han, henvendt til ridderen: “Hvad foretrækker du: at leve med et enkelt ben eller dø med begge ben?”. Ridderen svarede: “Jeg foretrækker at leve med et enkelt ben”. “Så bring en stærk ridder og en skarp økse hid”, sagde lægen. Det varede ikke længe, før ridderen og øksen kom. Jeg var til stede. Lægen strakte patientens ben ud på en træblok og sagde så til ridderen: “Skær hans ben af med øksen; hug det af med et eneste slag!” . For mine øjne huggede ridderen kraftigt til, men skar ikke benet af. Han gav den ulykkelige mand et hug til, som fik marven til at løbe ud af knoglen, og patienten døde øjeblikkeligt.
Hvad kvinden angik, undersøgte lægen hende og sagde: “Det er en kvinde med en djævel i hovedet, som har besat hende. Rag hendes hår af hovedet.” Det gjorde de, og hun begyndte igen at spise som hendes landsmænd, hvidløg og sennep. Hendes feber blev værre. Da sagde lægen: Djævelen er kommet ind i hendes hovede.” Idet han tog ragekniven, skar han et kors i hendes hovede og flåede huden i midten så dybt, at hovedeskallen blev blotlagt. Så gned han hendes hoved med salt. Kvinden derimod udåndede øjeblikkelig. Efter at have spurgt dem, om min tjeneste stadig var påkrævet, of efter at have fået negativt svar, vendte jeg tilbage, idet jeg havde lært noget om deres medicinske forhold, som jeg hidtil havde været uvidende om. “
Det er en fantastisk interessant beskrivelse af kulturmødet mellem de to læger. Dog er jeg en smule overrasket over beskrivelsen af amputationen. Når man viser rundt i vores samlinger her på Museion fortæller man ofte om kirurgernes arbejde. Her beskriver man, hvordan kirurgen ville gennemskære huden og musklerne, eksempelvis med et segl, hvorefter han ville save knoglen igennem. I ovennævnte beskrivelse lyder det til, at kirurgen anbefaler et hug direkte gennem både bløddele og knogler. Mit spørgsmål er så; hvilken af de to metoder anses for at have været den mest udbredte?
