Niels Jakob Elsborg Andersen En del af opgaven i Medicinsk Museions store samlingsprojekt går ud på at få dannet det fulde overblik over alle museets genstande, så de kan blive pakket og flyttet ordenligt til et nyt magasin. Dette foregår ved at gennemtrevle alle gamle registreringer, og sørge for, at der er overensstemmelse mellem disse og de numre, der står skrevet på selve genstandene.
Forud for projektet regnede vi med, at der var 125.000 genstande i museets samlinger, så der har været nok at tage fat på. Hoveddelen af registreringerne er ført i en række håndskrevne protokoller over indkomne genstande, der enten er doneret til museet eller indkøbt til samlingen. Protokollerne er ført i perioden fra museets oprettelse i 1907 og indtil de blev erstattet af nyere registreringsmetoder i 1992.
Optegnelserne i protokollerne kan variere enormt meget i detaljerigdommen, fra de helt korte indførelser (f.eks. blot ”En kanyle”) til lange afskrifter af breve fra donatorer eller beskrivelser af genstandenes anvendelse. Det er især, når det sidstnævnte gør sig gældende, at arbejdet med protokollerne kan være særdeles interessant og oplysende – og ikke mindst ganske morsomt.
For nylig stødte jeg eksempelvis på de følgende to kulturhistoriske kuriositeter, begge pudsigt nok indført i protokollen i 1942.
Præservativet
Et sted i museets samlinger skulle befinde sig et kondom
fremstillet af fiskeblære. Blærer fra forskellige dyr var i mange år det
foretrukne materiale til fremstilling af kondomer, indtil gummikondomet overtog
markedet fuldstændig i det 20. århundrede.
Til Museions kondom knytter der sig endvidere en pudsig fundhistorik, der måske
kaster lys over, hvorfor netop dette endte på museum. Kondomet – eller
præservativet, som det benævnes i protokollen – blev nemlig fundet ved
Nationalmuseets nedrivning af den såkaldte ”Dyvekes Gård” eller
”Svanelejegården” på Øresundsvej på Amager. Gården skulle nedrives, så den
kunne blive genopstillet på Frilandsmuseet (hvilket den dog desværre aldrig
blev). Museumsinspektør ved Frilandsmuseet, Kai Uldall, beretter (3. oktober
1942):
“Den omtalte ’Genstand’ … laa indpakket i en Avis fra 1880’erne, og der var et Stykke Snor ved til Fastbinding, men Arbejderne [som havde fundet den] satte baade Avisen og Snoren over Styr, da de ikke var klar over, at Museet interesserede sig for Sagen. Avisen var stukket ind under Tagstenene indenfor et Vægskab i et Tagværelse i Sidefløjen.”
Man kan måske undre sig over, hvorfor præservativet foræredes til Medicinsk Museion frem for at forblive på Frilandsmuseet/Nationalmuseet, hvor det i dag ville have passet fint ind i de kulturhistoriske samlinger. Årsagen ligger nok i kondomets funktion som sygdomsforebygger, en funktion som historisk har været mindst lige så fremherskende som funktionen som beskyttelse mod uønsket graviditet. Givetis skyldes det også tidsånden, der ikke tillod den slags at komme på et alment historisk museum. Prævention hørte i høj grad privatsfæren til, og lovgivningen foreskrev således, at man kun måtte reklamere for det under dæknavnet ”hygiejniske artikler”. Dette navn peger netop også i retning af opfattelsen af præservativer som noget, der hørte sundhedsvidenskaben til.
Ålen
Den anden genstand, som jeg vil nævne her, blev indleveret til museet i 1942 af lægen J. Andreasen fra Haslev, og opførtes i protokollen den 1. februar 1942. Det drejer sig om et åleskind, som Andreasen i vinteren 1941-42 fandt i et dødsbo efter en ældre kvinde på Midtsjælland. Åleskindet, der målte 77 cm i længden, havde kvinden ca. 40 år forinden fået ordineret af den kloge kone i Skuderløse som et middel mod krampe i skinnebenet. Andreasen må enten have kendt kvinden og hendes tilstand, eller også har han været bekendt med den ”almindelige” folkemedicinske anvendelse af åleskind, for han kunne meddele museet, at kvinden brugte skindet ved at vikle det om benet. Hans beretning afsluttes i museets protokol med en konstatering af, at ”behandlingen hjalp”.
I protokollen er åleskindet optegnet med angivelsen ”folkemedicin”. Det er et blandt mange eksempler på, at man ikke kun interesserede sig for den akademiske og videnskabelige medicin på det dengang endnu unge museum, men også havde øje for mere alternative behandlingsformer i arbejdet med at udbygge museets samlinger.
Som antydet i indledningen er ingen af de to genstande endnu fundet i Museions samlinger i forbindelse med samlingsprojektet. Det er netop et af hovedmålene med projektet, at få fundet sådanne “glemte” genstande frem og indført dem i museets database, så man fremover altid vil kunne finde dem igen. 1942 er jo snart temmelig længe siden. Lad os håbe, at tidens tand ikke har fået bugt med de nævnte to genstande, og krydse fingre for, at vi snart får dem mellem hænderne igen.
