Smørkrigen og margarineloven

Kunstsmørret vakte ikke meget opmærksomhed sin første tid i Danmark. Men i midten af 1880’erne begyndte det at brede sig i en grad, der var alarmerende for det danske landbrug. De frygtede for Danmarks hovedindtægt – eksporten af smør til England. De var bange for, at englænderne ikke ville betale de samme priser, hvis de mistænkte at det rigtige smør blev blandet med kunstigt smør. Derfor indførte Danmark i 1885 verdens første lov om margarine – det blev bestemt, at det altid skulle fremgå tydeligt, når der var tale om margarine og ikke smør.
Over de næste par år blev den såkaldte Smørkrig til en politisk kamp mellem land og by, som førte til lange diskussioner i Folketinget. På den ene side stod Venstre sammen med smørproducenterne, der talte for et “rent land”. De mente, at det danske smør skulle holdes rent ved at forbyde det nye kunstsmør – ellers ville Danmarks økonomi lide skrækkeligt under det. På den anden side stod Socialdemokratiet, som talte på vegne af byens hurtigt voksende arbejderklasse. De pegede på, at borgerskabet og bønderne spiste smør, mens mange fra arbejder- og middelklassen måtte tage til takke med fedtemadder fra “Fedtekrukken”. Kunstsmørret sikrede altså bedre og billigere næring til de mindre bemidlede.

Et andet stridspunkt var produktionen af det nye kunstige smør. Margarinens forsvarere mente, at produktionen godt kunne være uhygiejnisk – men ikke mere end fx mælkeproduktion kunne være det. Samtidig kom den ene ulækre historie efter den anden. Arbejdere fra margarinefabrikker i 1880’erne har i deres erindringer beskrevet, hvordan kæmperotter løb rundt på fabrikkerne. Her kan man også læse, hvordan de baljer, som man opbevarede margarinen i, blev kendt for at være ulækre. De stod fremme i baggårde blandt andre kasser, blev til tider brugt som lokum og blev aldrig gjort rent. Om sommeren var bunden ofte sort at småkryb og rådden margarine. Andre historier havde mere karakter af smædekampagner – rygter om det nye kunstsmør spredte sig på verdenskortet. I London fortalte man hinanden, at det nye kunstsmør faktisk var mudder fra Themsen. I New York og Berlin mente man, at margarine blev lavet på rådne ådsler og fyldt med svovl- og salpetersyre for at dræbe lugten.

Her kan du se eksempler på socialdemokratisk margarineforsvar og uddrag af fortællinger om den ulækre margarineproduktion.

I løbet af 1887 blev smørkrigen mere og mere intens, og det mundede i 1888 ud i en ny, omfattende lovgivning. Inspireret af love i England og Tyskland, skulle produktet nu kaldes ved det mere kemisk klingende navn ”margarine”. Det skulle sælges i tydeligt markerede beholdere og måtte ikke blandes med smør. Psykologen Alfred Lehmann, der forskede i farveopfattelse, havde udviklet en farveskala med 84 nuancer af gul, der blev brugt til at afgøre hvilke gule nuancer margarine måtte have. Efter en hidsig folketingsdebat om margarinefarver, blev det vedtaget, at margarine skulle holde sig indenfor de 9 svageste nuancer på Lehmans skala. Loven pointerede dog, at man derhjemme både måtte farve det gult og blande det med smør.

Man ville sikre sig, at reglerne blev overholdt på fabrikker og hos købmænd. Derfor oprettede man et korps af margarinekontrollører, der kun kom til at eksistere i et par år – deres arbejde blev besværliggjort af de komplicerede emballageregler, som mange købmænd ikke kendte eller forstod. Den gule farve var også et problem, fordi farveskalaerne ikke var trykt ens, fordi nogle nuancer af gul ikke var medtaget, og fordi farven afhang af belysning og temperatur. Det forhindrede dog ikke kontrollen, og i de følgende år blev flere fængslet for at sælge margarine, der var for gul, var blandet med smør eller blev solgt som smør. Solgte man margarine, der var for gul, skulle det i øvrigt skrives i de store lokalblade til offentlig udskamning. Endelig risikerede man bøder på mellem 18.000 og 360.000 kroner i nutidig valuta, hvis man ved en fejl gjorde margarinen for gul! Du kan se et uddrag af margarineloven af 1888 her.