Smørkrigen

Her kan du læse mere om den såkaldte smørkrig i 1887-88 – og den omfattende lovgivning, som den affødte.

Her kunne man også indsætte lidt samtid – fx 40f. i Schleisner (alternativt Lawaetz eller Bresemann) og Ravnen. Frøken Margarin kunne også optræde igen. Måske kan vi også indsætte selve loven?

Kunstsmørret vakte ikke meget opmærksomhed sin første tid i Danmark. Men i midten af 1880’erne begyndte det at brede sig i en grad, der var alarmerende for det danske landbrug. De frygtede for Danmarks hovedindtægt – eksporten af smør til England. De var bange for, at englænderne ikke ville betale de samme priser, hvis de ikke var sikre på, at man ikke blandede det rigtige og kunstige smør. Derfor indførte Danmark i 1885 verdens første lov om margarine – det blev bestemt, at det altid skulle fremgå tydeligt, når der var tale om margarine og ikke smør.
Over de næste par år blev den såkaldte Smørkrig til en politisk kamp mellem land og by, som førte til lange diskussioner i Folketinget. På den ene side stod fortalerne for “rent land”. Man mente, at det danske smør skulle holdes rent ved at forbyde det nye kunstsmør – ellers ville Danmarks økonomi lide skrækkeligt under det. Den anden side pegede på, at borgerskabet og bønderne spiste smør, mens mange fra arbejder- og middelklassen måtte tage til takke med fedtemadder fra “Fedtekrukken”. Kunstsmørret sikrede altså bedre og billigere næring til de mindre bemidlede.

Et andet stridspunkt var produktionen af det nye kunstige smør. Margarinens forsvarere mente, at produktionen godt kunne være uhygiejnisk – men ikke mere end fx mælkeproduktion kunne være det. Fra den anden front kom den ene ulækre historie efter den anden. Det var en tid, hvor man eksperimenterede med mange former for kunstigt smør og en overgang blev vaseline fx markedsført som spisefedt. Der eksisterer historier om margarine lavet på rådne ådsler, hvor svovl- og salpetersyre blev hældt i for at dræbe lugten. Også de baljer, som man opbevarede margarinen i, blev kendt for at være ulækre. De stod fremme i baggårde blandt andre kasser, blev til tider brugt som lokum og blev aldrig gjort rent – om sommeren skulle bunden af tønderne ofte være sort af småkryb og rådden margarine.

I løbet af 1887 blev smørkrigen mere og mere intens. Det blev endda foreslået i en avis og tage et muligt margarineforbud til folkeafstemning. I 1888 endte man i stedet med en ny, omfattende lovgivning. Inspireret af love i England og Tyskland, skulle produktet nu kaldes ved det mere kemisk klingende navn ”margarine”. Det skulle sælges i tydeligt markerede beholder og måtte ikke blandes med smør. Psykologen Alfred Lehmann, der forskede i farveopfattelse, havde udviklet en skala til loven med 84 nuancer af gul. Efter en hidsig folketingsdebat om margarinefarver, blev det vedtaget, at margarine skulle holde sig indenfor de 9 svageste nuancer. Loven pointerede dog, at man derhjemme både måtte farve det gult og blande det med smør.

Man ville sikre sig, at reglerne blev overholdt på fabrikker og hos købmænd. Derfor oprettede man et korps af margarinekontrollører, der kun kom til at eksistere i et par år – deres arbejde blev besværliggjort af de komplicerede emballageregler, som mange købmænd ikke kendte eller forstod. Den gule farve var også et problem, fordi farveskalaerne ikke var trykt ens, fordi nogle nuancer af gul ikke var medtaget, og fordi farven afhang af belysning og temperatur. Det forhindrede dog ikke kontrollen, og i de følgende år blev flere fængslet for at sælge margarine, der var for gul, var blandet med smør eller blev solgt som smør. Solgte man margarine, der var for gul, skulle det i øvrigt skrives i de store lokalblade til offentlig udskammelse. Endelig risikerede man bøder på mellem 18.000 og 360.000 kroner i nutidig valuta, hvis man ved en fejl gjorde margarinen for gul!