Farvel til The Living Room og afslutningens uafsluttethed

Farvel genstand! Foto fra afslutningsperformance i The Living Room, 2023. Foto: Ricky Molloy

Hvad var The Living Room?
The Living Room var et eksperiment, der fandt sted på Medicinsk Museion fra 2021 og frem til sommeren 2023. Det begyndte som en filosofisk overfortolkning af den opgave jeg var ansat til at løfte på Medicinsk Museion, der handlede om at etablere en metabolisk samling. Jeg vidste jo egentlig godt at museet gerne så at jeg indsamlede nye genstande til deres samling, men jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om at skabe en virkelig metabolisk samling, altså en samling der levede og ikke mindst forandrede sig og forfaldt over tid. Denne (måske) overdrevne filosofiske flirt med ideen om en foranderlig og forgængelig samling forblev teoretisk indtil et tilfældigt møde med Caitlin DeSilvey i Aarhus i 2019. Caitlin har skrevet en fantastisk bog (Curated Decay) om, hvad det vil sige at kuratere forfald og udfordrer os til at tænke over, hvordan vi kan drage omhu for fortiden uden at sylte den. Dette møde blev begyndelsen på The Living Room og vores udforskning af, hvad der sker, hvis vi ikke længere forsøger at forhindre forfald, men derimod beværter liv og tillader måske endda kultiverer nedbrydning og forandring?

The Living Room, maj 2023. Foto: Peter Stanners

Fra vores første møde i 2019 tog The Living Room form. Først som en gradvist ekspanderende trans-disciplinær gruppe der bestod af konservatorer, kuratorer, kunstnere og forskere, der søgte nye samarbejder ikke blot med hinanden, men også med andre organismer (lyserøde østershatte, voksmøllelarver, mug). Dette samarbejde blev til et eksperiment der fandt sted i et lille støvet kælderrum, hvori vi var så heldige at kunne overtage perifere objekter, der oprindelig var blevet indsamlet, men af forskellige grunde ikke var blevet del af museets samling: måske fordi de var dubletter, måske fordi de var ufuldstændige, måske fordi vi ikke havde nogle gode historier på dem. I The Living Room behandlede vi dem på en anden måde: vi gav dem opmærksomhed, men søgte ikke efter deres værdi fra et antropocentrisk perspektiv (historie, kultur, etc.). Derimod så vi på deres materialer og deres potentielle næringsværdi, dvs. hvordan kunne disse perifere objekter måske ernære vores æstetiske, museale og filosofiske udforskning af tingenes endeligt på museet.

At kuratere forfald, forgængelighed, forandringer
Fra 2020-2021 begyndte vi at kultivere metaboliske møder mellem objekter og organismer ud fra to forskellige strategier: observation og manipulation. Disse strategier kan eksemplificeres ud fra to af vores installationer i The Living Room.

Ar(t)chives: Decayscapes af Sara Valle Rocha i samarbejde med The Living Room. Foto: Peter Stanners

I Ar(t)chives: Decayscapes
I Ar(t)chives: Decayscapes arbejdede Sara Valle Rocha sammen med resten af gruppen omkring The Living Room på at udforske, hvordan vi kan fastholde vores opmærksomhed og måske endda sætte pris på mugne og rustne museumsgenstande. Det begyndte i museets A/V samling, hvor Sara igennem sit arkivarbejde fandt mugne lydruller og rustne filmruller. Efter overvejelser om, hvorvidt rensning var en mulighed kom hun i kontakt med The Living Room og vi begyndte at udvikle en måde at kuratere forfaldet på. En kuratering af lyd- og film-rullernes forfald, der var i tråd med Caitlins oprindelige udvikling af ”observed decay” som en form for ”letting be”, der lader tingene forgå non-invasivt. En vigtig del af denne strategi indebar ikke blot at observere, men også at øve os på at værdsætte, ikke kun på artefakter fra samlingen, men også de økofakter, der gror i museets kældre og vidner om økologiske forhold som museets konservatorer arbejder i(mod). Sara dokumenterede sammenviklingen af artefakt og økofakt fotografisk og brugte skalering som metode til at sætte pris på de små vækster.

Slow Show af Maria Brænder i samarbejde med The Living Room. Foto: Peter Stanners

Slow Show
I kontrast til den passive observerende strategi vi brugte i kurateringen af Ar(t)chives: Decayscapes udviklede vi også mere aktive former for kuratering, der manipulerede og kultiverede usædvanlige møder mellem kulturarvsædere og aflagte objekter. Slow Show, udviklet af kunstner Maria Brænder i samarbejde med The Living Room, er et godt eksempel på denne aktive tilgang, der søger transformationer igennem kultivering. I udviklingen af Slow Show kultiverede Maria lyserøde østershatte i kasserede bøger fra museets samling og byggede en rød kasse med et lyserødt kridtlag på ydersiden i samarbejde med Amalie (vores konservator), der husede de lyserøde østershatte sammen med diverse aflagte medicinske objekter. Læs mere om tankerne bag her. Kultiveringen af østershatte i medicinske bøger udviklede sig således til en aktiv intervention, der accelererede forandringerne. Alligevel er organiske transformationer langsommere end den tid den gængse museumsgæst bruger ved installationen, deraf navnet Slow Show. Titlen rammer også et centralt problem for The Living Room. Forandringer og forfald foregår overalt, men hvordan bemærker vi dem? I vores arbejde blev lyd en måde at afsøge de subtile grænser mellem stilstand og forandring. Maria installerede særligt udviklede mikrofoner for at lade os lytte med på de nærmest uhørlige processer af vækst og nedbrydning, og hjælpe os til at bemærke de metaboliske processer der finder sted overalt.

Worm Dome af Eduardo Abrantes, Amalie Schjøtt-Wieth og Martin Grünfeld i samarbejde med The Living Room. Foto: Peter Stanners

Livet bryder ud: Kontroltab og det uventede
Ar(t)chives og Slow Show var relativt stabile igennem projektet, men når man arbejder med levende organismer er der altid en risiko for at stå med klistrede, uregerlige og potentielt farlige eksperimenter når man sammenfører objekter og organismer, der ikke normalt bor sammen. Det lærte vi igennem arbejdet med installationen Worm Dome, udviklet i samarbejde med lydkunstner Eduardo Abrantes. Ideen med installationen var at en brugt ekssikator fra museet skulle huse voksmøllelarver, der levede af plasticskrald (nærmere bestemt PU) indsamlet fra et laboratorie i Mærsk tårnet. Et par år før vi begyndte projektet gjorde en biavler og forsker – Federica Bertocchini – den utrolige opdagelse af voksmøllelarver, der normalvis lever af bivoks, kan spise, fordøje og nedbryde blød plast. Denne magiske metabolisme ville vi gerne udstille og samtidig lade larvernes kompostering blive til en komposition af et soundscape i samarbejde med Eduardos evner til at sonificere. Læs mere om processen her. Men som tiden gik udviklede dette eksperiment sig overraskende uregerligt. Mens voksmøllelarverne ikke formerede sig som håbet, opstod der i kølvandet på deres død nye organismer: først svampevækst og siden mider, der formentlig levede af svampevæksten og bevægede sig ud af installationen!

Mider uden for Worm Dome. Mikroskopi: Martin Grünfeld

Disse transformationer understreger den stigende grad af spontanitet og kompleksitet, der begyndte at kendetegne The Living Room fra begyndelsen af 2022 efter en periode med tilsyneladende stilstand. Disse spontane ukontrollable forvandlinger gav Worm Dome en levende fortælling og udfordrede vores forståelse af agens (altså hvem kuraterer? Hvem er kunstneren? osv.).

Et stadigt ekspanderende kollektiv
Den gradvise fremkomst af spontanitet understregede også kollektivets ustabilitet og forandring. Jeg begyndte i stigende grad af spørge mig selv: Hvilket ”vi” har egentlig kurateret The Living Room? Vi begyndte arbejdet med The Living Room som et transdisciplinært kollektiv, der forsøgte at skabe nye samarbejder på tværs af konservering, kunstnerisk praksis og humanistisk forskning, men ikke afgrænsede os til menneskelige samarbejder, idet vi også så de organismer vi inviterede ind som samarbejdspartnere (lyserød østershat, voksmøllelarver og mug). Over tid udvidede dette kollektiv sig efterhånden som installationerne udviklede sig i uventede retninger og mider og nye svampe kom til. Vi dyrkede også denne stigende spontanitet ved at afholde en re-mix workshop, hvor Eduardo faciliterede en række objekt-orienterede øvelser, der gjorde deltagerne klar til at re-kuratere The Living Room, der efterfølgende fremstod forandret og forfriskende efter at jeg i længere tid havde tænkt at eksperimentet var ved at blive for statisk.

The Living Room under forvandling. Tak til alle pilfingrene! Foto: Peter Stanners

Tak til pilfingrene
Re-kurateringen af The Living Room ledte også til udviklingen af publikumsaktiviteter i samarbejde med blandt andre den Canadiske digter Elee Kraljii Gardiner. Aktiviteter, der fra start inviterede de besøgende til at påføre sig handsker (for deres egen sikkerhedsskyld) og derefter pille og rykke rundt, såvel som at udvælge objekter, de syntes havde krav på særlig opmærksomhed. Disse besøg, der fandt sted, hver fredag eftermiddag udviklede sig meget forskelligt afhængig af, hvem der trådte ind ad døren. Fx pensionerede sygeplejersker med pilfingrene parate og interesse for de hengemte medicinske genstande vi opbevarede på gulvet. Ligesom kuratorisk arbejde, rykkede besøgende objekter ud og ind af fokus. I andre tilfælde opstod der nye samarbejder, som da Maibritt Borgen fra Digital Materialities gruppen på Kunstakademiets Billedkunstskoler trådte ind ad døren med to studerende. Vores møde ledte til udviklingen af et samarbejde om at udstille deres hjemmegroede mycelium-baserede skulpturerer (med fællestitlen Daphne), som i et år stod i hjørnet af The Living Room, men som nu hygger sig i museets gårdhave. Ligesom The Living Room var udtænkt som et levende, processuelt eksperiment udviklede vores kollektive kuratering sig også til et stadigt ekspanderende og inkluderende fællesskab.

At kuratere uden tanke på at redde. Øvelse udviklet i samarbejde med Elee Kraljii Gardiner. Foto: Peter Stanners

Afslutningens ulidelige uafsluttethed
Netop de levende, foranderlige og processuelle dimensioner af The Living Room gør det vanskeligt, måske endda paradoksalt at afslutte det nu. Når vi definerer en afslutning, er det oftest relativt simpelt som ”det at noget ender eller det tidspunkt hvor noget slutter” og nu er projektet The Living Room afsluttet, så simpelt kan det siges. Alligevel har afslutninger det her ulidelige over sig: de kan synes binære, defineret ved et før og efter, men samtidig forbliver der noget tilbage. Rester, spor, uafsluttetheder. Uafsluttetheder der understreger at afslutninger ikke er noget vi (altid) bare kan klare på en ordnet måde, men derimod kræver bearbejdning og forhandling, usikkerhed og nedbrud, generative forandringer måske endda forvandlinger. På den måde er det også lidt mærkeligt at tage afsked med The Living Room. At tage afsked med et projekt der udfordrede grænserne for, hvad vi kunne på museet, men som selv var tidsligt afgrænset inden for institutionelle rammer (2021-2023). Men som samtidig har noget enormt uafsluttet over sig, fordi de forfalds og forvandlings processer vi har arbejdet med både kan være hurtige, men tit også er langsommere end den institutionelle tidsskala vi er underlagt. Min pointe er, at når vi tager afsked med The Living Room efterlader vi en masse uafsluttetheder, som kan udforskes yderligere sammen med det iboende paradoks at vi igennem projektet har givet museets kasserede ting nye levende begyndelser, men nu skal finde måder at afslutte dem på.

Hvor(dan) ender The Living Room?
The Living Room bestod af et sted med ting, der blev kultiveret i et udvidet fællesskab af kunstnere, kuratorer, forskere og andre organismer. Ting der også blev til installationer af mere eller mindre kunstnerisk karakter, men hvad nu med dem? De installationer vi har arbejdet med og draget omhu for i flere år – hvad skal der nu ske med dem? De er eksempler på nogle af de ulidelige uafsluttetheder vi nu står tilbage med. Uafsluttetheder vi måske kan få noget ud af at dvæle en lille smule længere ved.

Hvis vi fx ser på Ar(t)chives, så var installationen baseret på genstande fra samlingen – mugne lydruller i plasticæsker og en rusten filmrulle – og Saras fotografier. Mens Sara tager fotografierne med sig, vender genstandene tilbage til deres opbevaringssted i samlingen sammen med andre genstande i lignende stand. Derimod har Slow Show og Worm Dome ingen fremtid på museet. Slow Show har egentlig været stabil længe, men en præmis for at vi overhovedet kunne udvikle The Living Room var at vi lovede ikke at komme tilbage til vores samlingsleder med nogle klistrede metaboliske eksperimenter og bede ham om at indlemme dem i samlingen. Mens Slow Show formentlig ender hjemme på Marias loft, ved vi slet ikke, hvilken fremtid der venter på Worm Dome. Modsat Slow Show var Worm Dome uregerlig og producerede konstante overraskelser (og hovedbrud for vores konservator Amalie).

Udgravningen af Worm Dome i samarbejde med samtidsarkæolog Tim Flohr Sørensen. Foto: Maj Horn

Samtidsarkæologi
Worm Dome har levet et foranderligt liv og derfor besluttede vi også for nogle uger siden at genbesøge den for at undersøge, hvordan tingene var sammenfiltrede med organismer og nedbrudt. Sammen med arkæolog Tim Flohr Sørensen ”udgravede” vi den – en udgravning der blev til kortfilmen ”Weird Excavation”. Denne udgravning føjede en afslutning til installationen, men efterlod os også igen med rester og nye spørgsmål for hvordan skal de nu ende? Dog vil en lille del af Worm Dome, nemlig svampen A. Glaucus som vi med hjælp fra Jakob Blæsbjerg Hoof fra DTU identificerede som voksende i bunden af installationen, fortsætte sit liv i svampesamlingen på DTU. Men hvad nu med resten?

Rester fra udgravningen af Worm Dome. Hvor skal de nu eksistere? Foto: Maj Horn

A. Glaucus indsamlet fra bunden af Worm Dome og kultiveret af Jakob Blæsbjerg Hoof fra DTU. Foto: Jakob Blæsbjerg Hoof fra DTU

Afslutningens uafsluttethed
De uafsluttetheder, der kendetegner The Living Room efter dets institutionelle endeligt illustrerer ganske godt, at afslutninger ikke er et endeligt punkt (et før og efter), men en længere proces af varighed, udvekslinger og spor. Spor efter ting der eksisterer uden for vores begrænsede tidsramme og antropocentriske perspektiv. Et perspektiv der ofte er karakteriseret ved en bestemt måde at tænke fremtiden på, nemlig som projiceret fra nutiden – noget forventet og planlagt. Men der findes også en version af fremtiden indhyllet i mørke. Fremtiden som en åbning, en åbning ud i et ukendt mulighedsrum. En fremtid som kan synes uendelig langt væk, men som pludselig nærmere sig med truende hast.

Daphne i museets gårdhave. Udviklet af Digital Materialities fra Kunstakademiets billedskoler, som består af Karen Harsbo, Malene Bang, Oskar Koliander, Maibritt Borgen. Foto: Julie W. Tovgaard

I The Living Room har vi givet tingene nye uforudsete åbninger imod fremtiden, men vi har ikke planlagt deres endeligt. Og et eller andet sted drømmer jeg jo nok om at vi kunne kompostere det hele, hvilket vi åbenlyst ikke kan på nuværende tidspunkt. Lad mig dog slutte med et sidste eksempel som indgyder en mere håbefuld fremtidsversion. I museets gårdhave har vi flyttet de levende skulpturer (Daphne) ud. De er baseret på mycelium som gror inden i strukturen af et korset, der gradvist nedbryder og komposterer sig selv.

Læs og hør mere om projektet her
Se alle blogposts om the Living Room her

Mere om The Living Room

Podcast i samarbejde med Caitlin DeSilvey, Eduardo Abrantes and Bram Thomas Arnold: Resonance FM, UK
Lydkunst på Soundcloud
Grünfeld, M. & DeSilvey, C.: ‘Fringe objects: cultivating residues at the museum’, Bildwelten des Wissens –Kunsthistorisches Jahrbuch für Bildkritik (2022).
Grünfeld, M.: ‘Culturing Impermanence at the Museum: Metabolic Collections’ in Geismar, Otto & Warner (eds.), Impermanence: Exploring continuous change across cultures. University College London Press, 2022.
Grünfeld, M., Bencard, A. & Whiteley, L.: ‘From Mausoleum to Living Room: Practicing metabolic carpentry in the museum’, Centaurus vol. 65(2), special Issue: Collections, Knowledge and Time (2023).
Grünfeld, M.: ‘Into a worm(w)hole: troubling careful engagements at the museum and beyond’ in Lydahl & Nickelsen (eds.), Ethical and methodological dilemmas in social science interventions – careful engagements in healthcare, museums, design and beyond. Springer, forthcoming 2023.